Hele verdens Astrid Lindgren

Hjertepunktet i Astrid Lindgrens univers findes i det røde hus på gården Näs i udkanten af den lille by Vimmerby i Småland. Her blev Astrid født i 1907, som barn af præstegårdsforpagteren Samuel August Eriksson og hans hustru Hanna, og her voksede hun op sammen med tre søskende og mange legekammerater. – Det bedste ved min barndom, plejede Astrid at sig, var at vi havde tilstrækkelig meget af både tryghed og frihed. Trygheden bestod i at være omgivet af stabile og rolige voksne: mor, far, karle, piger, røgtere og rengøringskoner. Der var altid nogen i nærheden.

Friheden opstod, fordi alle disse voksne var så fuldstændigt optagede af deres gøremål, at de ikke havde tid til at have øjnene på børnene. I bøgerne om børnene i Bulderby er barndommen beskrevet, ikke oppefra af den voksne Astrid Lindgren, men på børnenes niveau, det niveau hvor legen og fantasien regerer, og hvor Astrid Lindgren som forfatter altid har befundet sig. – Indeni er jeg altid en bondepige fra Vimmerby, plejede hun at sige. – Det er for barnet inden i mig, jeg skriver.

Det barn, hun engang var, lever livligt og næsvist inden i hende, det spiller i hendes øjne, i hendes pludselige indfald og hurtige latter. Det barn ved, hvad andre børn helst vil høre: eventyr og fortællinger, der får en til at le og græde, at gyse af skræk og af nydelse, at vide, at man gerne må være vred og dum engang imellem, at man må føle sig lille og bange, men også stærk og modig, når man har overvundet skrækken.

Astrid nåede at blive 38 år inden hun ved et tilfælde opdagede, at hun havde denne sjældne gave: at fortælle så alle børn lytter. Hun havde nået at blive uddannet til kontorist i Stockholm og havde giftet sig med kontorchefen, som hed Sture Lindgren, havde nået at få to børn, som hun ifølge sønnen Lars, var en usædvanlig munter mor for. Hun plejede at fortælle for sin datter Karin, og det var Karin, som en aften sagde:
– Fortæl om Pippi Langstrømpe! Det var et usædvanligt navn, taget ud af luften i samme øjeblik, og da Astrid satte sig ned for at fortælle, blev det et usædvanligt eventyr om en usædvanlig pige, der var stærkest i verden. Tilfældet – en lille glatføreulykke i sneen i Vasaparken – gjorde, at Astrid fik den tid, der behøvedes til at skrive fortællingen om den usædvanlige pige ned.

Pippi blev en skikkelse skabt af børnenes egne ønskedrømme om magt. Med guldpenge i hånden og styrke i armene kan man klare sig selv og sætte både voksne og jævnaldrende på plads. Har man samtidig Astrid Lindgrens egen slagfærdighed, klarer man alt. Pippi satte sig i spidsen for børnenes egen frihedsbevægelse. Hun er pige og stærkest i verden, men bruger aldrig sin styrke til at slås. Hun viser, at man ikke behøver at være dum, selvom man er stærk. Slås og forsvare sig kan man gøre med ord:
– Lever vi ikke i et frit land, måske? Må man ikke gå, hvordan man vil?

Millioner af børn over hele verden læser Astrid Lindgren og bliver bedste venner med Pippi, Emil, Ronja, Tvebak Løvehjerte, Karlsson på taget, Bulderbybørnene og alle de andre. Nogle af dem, Karlsson f.eks., hører hjemme i Stockholm, men de fleste andre kan du finde i omegnen af Vimmerby. Der køber Emil sin hest på markedet, der lister Den Hvide og Den Røde Rose rundt i stræderne omkring Båtsmansbacken, der løfter Pippi hesten op på verandaen ved det gule hus på Näs, der står Bulderbybørnenes ugletræ, og der er Madicken på vej til bolsjebutikken.

Og der synes man, at man ser Astrid Lindgren selv: finurlig som Emil, slagfærdig som Pippi, kærlig som Madicken, durkdreven som Karlsson og djærv og modig som Ronja, når hun tager springet over Helvedesgabet.

Af Margareta Strömstedt