Astrid om sig selv

Lad os begynde med mit liv og levned, eftersom I plejer at spørge om det. Vi tager det fra begyndelsen – i november 1907, det var dengang jeg blev født, i et gammelt, rødt hus med æbletræer omkring. Som barn nummer to af landmanden Samuel August Eriksson og hans hustru Hanna, født Jonsson. Gården, hvor vi boede hed – og hedder stadig – Näs, og den lå lige i nærheden af en lille by i Småland, Vimmerby. Näs har været præstegård siden 1411 og er det stadig, men min far var så sandelig ikke præst, men præstegårdforpagter på Näs, som hans far før ham og hans søn efter ham.astrid_11

I det røde hus, som i 1700-tallet var præstegårdsbygning, men som efterhånden var blevet forpagterbolig, fødtes yderligere to børn. Vi var altså fire søskende, Gunnar, Astrid, Stina og Ingegerd, og vi levede et lykkeligt Bulderbyliv på Näs, stort set præcis som børnene i Bulderby-bøgerne. Vi gik i skole i Vimmerby, som lå så nær, at vi kunne komme dertil på et kvarter. Men nøjagtig som Bulderbybørnene blev vi også lidt efter lidt voksne, og det var tid til at begive sig ud i verden. Jeg tog til Stockholm, hvor jeg blev uddannet til sekretær, havde plads på et kontor, giftede mig og fik to børn, Lars og Karin. De ville have, at jeg skulle fortælle for dem.

astrid_2Og fortalte, det gjorde jeg. Men jeg skriver ingen bøger, nej, for jeg havde allerede tidligt bestemt mig for ikke at gøre det. De fleste mennesker, som aldrig skriver bøger, fatter vel ikke en formel beslutning om ikke at gøre det, men for mig var det faktisk en beslutning.

Da jeg gik i skole, fik jeg altid at vide, at ”du bliver nok forfatter, når du bliver stor”, og ved en eller anden anledning blev jeg en anelse spottende kaldt for ”Vimmerbys Selma Lagerlöf”. Jeg tror, at det dér skræmte mig, jeg turde ikke forsøge, skønt jeg et eller andet sted inderst inde nok følte, at det kunne være sjovt at skrive. Men dette er et spørgsmål, som altid dukker op – hvordan gik det til, at du begyndte at skrive? Og derfor vil jeg, skønt jeg har gjort det så forskrækkeligt mange gange, fortælle, hvordan det gik til.

astrid_6I 1941 lå min 7-årige datter Karin syg af lungebetændelse. Hver aften, når jeg sad ved hendes sengekant, plagede hun på børnevis: ”Fortæl noget!” Og en aften, da jeg ret udmattet spurgte hende: ”Hvad skal jeg fortælle?” Så svarede hun: ”Fortæl om Pippi Langstrømpe!” Hun fandt på navnet netop i det øjeblik. Jeg spurgte hende ikke, hvem Pippi Langstrømpe var. Jeg begyndte bare at fortælle, og eftersom det var et mærkeligt navn, så blev det også en mærkelig pige. Karin og senere også hendes legekammerater, viste fra begyndelsen Pippi en bemærkelsesværdig kærlighed, jeg måtte fortælle og fortælle om igen, og det fortsatte i flere år.

En dag i marts 1944 sneede det i Stockholm, og da jeg om aftenen kom gående på fortovet langs Vasaparken, lå der nysne over et glat underlag af is. Jeg faldt og forstuvede foden alvorligt og måtte ligge i sengen en tid. For at få tiden til at gå, gav jeg mig til at stenografere Pippihistorierne ned – siden min kontortid havde jeg været en dygtig stenograf, og jeg skriver stadig alle mine bøger i stenogram først.

astrid_4I maj 1944 blev Karin 10 år, og jeg fik den idé, at jeg ville skrive Pippifortællingen rent og give hende manuskriptet i fødselsdagsgave. Og bagefter fandt jeg på, at jeg skulle sende kopien til et forlag. Ikke fordi jeg et sekund troede, at de ville udgive det i bogform, men i alle fald! Jeg var selv ret rystet over Pippi, og jeg kan huske, at jeg sluttede mit brev til forlaget: ”I håb om, at I ikke alarmerer børneværnet” – jo, for jeg havde selv to børn, og hvordan skulle de blive med en mor, som skrev sådanne bøger!

Nøjagtig som jeg havde regnet med, fik jeg manuskriptet tilbage, men mens jeg ventede på det, havde jeg nået at skrive endnu en bog. For nu havde jeg mærket, hvor sjovt det var, det der med at skrive. Jeg skabte en pigebog, ”Britt-Mari letter sit hjerte”. Den sendte jeg til Rabén & Sjögrens forlag, som i 1944 havde udskrevet en konkurrence om pigebøger. Og det bemærkelsesværdige skete. Jeg fik andenpræmie i den konkurrence. Gladere er jeg nok aldrig blevet, end da jeg fik den besked en sen efterårsaften i 1944. Næste år, 1945, havde samme forlag en konkurrence om børnebøger. Til den indsendte jeg Pippi-manuskriptet i en lidt omarbejdet stand. Og jeg fik førstepræmie for det.

Så rullede det videre. Pippi blev en succes, selvom der fandtes dem, der var chokerede over bogen og troede, at nu ville alle børn opføre sig som Pippi. ”Intet normalt barn spiser en hel lagkage ved en kaffeslabberas”, var der en, der indigneret skrev. Og det var jo sandt. Der er heller ikke noget normalt barn, der løfter en hest i strakt arm. Men hvis man kan det, så kan man måske også sætte en hel lagkage til livs.

astrid_1_643x420I 1946 havde Rabén & Sjögren en ny konkurrence om detektivbøger for børn. Så skrev jeg Mesterdetektiven Blomkvist, og med den fik jeg raget en delt førstepræmie til mig. Det var sidste gang, jeg deltog i en konkurrence. Men skrevet det har jeg. Næsten 40 bøger foruden en mængde billedbøger og nogle teaterstykker og viser. Også adskillige film har jeg lavet, radio- og TV-serier ligeledes. I årene 1946-1970 forestod jeg børnebogsafdelingen hos Rabén & Sjögren.

Jeg blev enke i 1952, jeg har to børn, begge gift, men min søn døde i sommeren 1986. Jeg har syv børnebørn og otte oldebørn. Ja, alt det plejer I at ville vide.

Præmier og udmærkelser spørger I også om. Her er der en fortegnelse over de vigtigste i den orden, jeg har fået dem.

Hvor mange sprog jeg er oversat til, det kan I se på den här sidan. Det er bedst, at jeg påpeger, at det ikke er alle bøger, der er oversat til alle disse sprog, men der er eller har været bøger på de her opremsede sprog.

Allt det här är sånt som man ganska lätt kan svara på. Det är genast värre, när det kommer frågor av en annan sort. Vad menar du med dina böcker? Pippi Långstrump, vilken idé har du velat få fram med henne? Hur kan man genom barnböcker påverka och fostra barnen? Hurdan bör en bra barnbok vara? Med mera sådant.

Alt dette er noget, som man ganske let kan svare på. Det er straks værre, når der kommer spørgsmål af en anden type. Hvad mener du med dine bøger? Pippi Langstrømpe, hvilken idé har du villet have frem med hende? Hvordan kan man gennem børnebøger påvirke og opdrage børnene? Hvordan bør en god børnebog være? Og meget andet af den type. På dette vil jeg bare svare, at jeg ikke har ment den mindste smule. Hverken med Pippi eller nogen anden bog. Jeg skriver for at more barnet i mig selv og kan bare håbe, at andre børn også kan få det lidt sjovt på den måde. Jeg kender ikke noget svar på, hvordan en god børnebog skal være – hvorfor spørger ingen nogensinde, hvordan en god voksenbog skal se ud? Jeg forsøger at være ”sand” i kunstnerisk forstand, når jeg skriver, det er den eneste rettesnor, jeg har. Hvorfor skriver du aldrig en bog om, hvordan det er at være skilsmissebarn i Farsta for eksempel, var der en, der spurgte mig. Og til det vil jeg svare: Jeg kan kun skrive om det, jeg kender til. Jeg ved ikke, hvordan det er at være skilsmissebarn i Farsta, antagelig går der en lille unge i Farsta netop nu, der vil skrive om det engang.

astrid_9Selv ved jeg kun lige på en prik, hvordan det er – eller rettere sagt var – at være bondebarn i Småland og at være barn i en lille by, derfor ”foregår” de fleste af mine bøger i et af disse miljøer. Bulderbybørnene, Emil fra Lønneberg, Rasmus, Søndenengbørnene bor på det ægte bondeland. Pippi Langstrømpe, Mesterdetektiven Blomkvist, Børnene i Ballademagergade, Madicken holder til i en lille by. Da jeg havde boet i Stockholms skærgård i cirka tredve somre, først da vovede jeg mig til at skrive en bog derfra, Vi på Krageøen. Karlsson på taget flakser jo omkring i Vasastan i Stockholm. Det miljø kender jeg også godt efter at have boet der i tres år. Nå, men Mio min Mio, Brødrene Løvehjerte og Ronja? Ved jeg mere om, hvordan der er i Det fjerne Land, Nangijala og Mattisskoven end om, hvordan der er i Farsta? Svar: Ja, det ved jeg. Men hvordan jeg ved det, det fortæller jeg ikke.

Får du inspiration fra dine egne børn eller børnebørn, når du skriver, det plejer man også at spørge om, og på det kan jeg svare, der er intet andet barn, der kan inspirere mig, end det barn jeg selv var engang. Det er slet ikke nødvendigt, at man selv har børn for at skrive børnebøger. Man skal bare selv have været barn engang – og så huske nogenlunde, hvordan det var.

astrid_10_643x420Som sagt: Jeg prøver ikke bevidst at opdrage eller påvirke børn, der læser mine bøger, det eneste jeg tør håbe er, at de måske kan bidrage en lille bitte smule til et menneskevenligt, livsvenligt og demokratisk grundsyn hos børn, der læser dem. Også bøger, der ikke vil noget andet end at give en ren læseopfindelse, bør findes. ”Tak for at De forgyldte en dyster barndom”, stod der på en lille lap papir, som en ukendt kvinde stak mig engang. Det rækker for mig. Har jeg kunnet forgylde en eneste dyster barndom, så er jeg tilfreds.
Tekst: Rabén & Sjögren Bokförlag.